Skal du vælge standby-plads? Få studievejlederens råd

Hør studievejleder Anne forklare, hvad en standby-plads er, og hvordan du søger den.

Hvis du er helt sikker på, hvilken uddannelse du gerne vil ind på, kan du vælge at krydse af ved en standby-plads.

Standby-plads er en slags venteliste. Så får du tilbudt en standby-plads, er du helt sikker på at blive optaget på den uddannelse, du har søgt. Du kan bare ikke vide, hvornår du skal starte. Om det er til september, til februar eller først til næste efterår.

Læs også: Sådan søger du ind på en videregående uddannelse – få 5-trins guiden

Vær klar til at springe til

Hvis du bliver tildelt en standby-plads, får du besked den 28. juli enten pr. mail eller i din e-boks. Her vil det fremgå, hvad du skal gøre.

Du skal blandt andet huske at svare på, om du er interesseret i pladsen. Og være klar på, at der er en standby-periode. Det er en afgrænset periode, hvor du skal være klar til at springe til, hvis du bliver tilbudt en standby-plads på uddannelsen. Så husk at hold øje med din mail!

Læs også: Få mere inspiration i e-bogen: Den ultimative guide til dit studievalg.

Kun få standby-pladser

På de fleste uddannelser med adgangsbegrænsning er der afsat et lille antal standby-pladser. Hvis ikke alle uddannelsens pladser bliver fyldt op, eller hvis en af de ansøgere, der er kommet ind, alligevel ikke ønsker pladsen, bliver den tilbudt til dem, der har søgt og fået tildelt en standby-plads.

Tildelingen af studiepladser sker i prioriteret rækkefølge, og der er ikke garanti for, at alle standby-pladser bliver til studiepladser det samme år.

Så hvis du bliver tildelt en standby-plads, er du altså sikret, at du kommer ind på uddannelsen. Du kan bare ikke vide, hvornår. Om det allerede er til september, til februar eller først til efteråret næste år.

Husk at svare ja eller nej

Hvis du vælger at sige nej, eller slet ikke svarer, mister du din standby-plads. Og så er du ude af standby-systemet. Så skal du søge ind på en uddannelsen igen til næste år. På samme vilkår som alle andre.

Får du ikke tilbudt en studieplads i år

Får du tilbudt en standby-plads, men får ikke tilbudt en studieplads i standby-perioden, har du ret til at blive optaget på uddannelsen til næste år. Du skal stadig søge rettidigt og opfylde adgangskravene.

Der kan også ske det, at du får tilbudt en studieplads efter standby-perioden. Når du får tilbudt en plads så sent, kan du tillade dig at sige nej tak uden at ryge ud af standby-systemet. Du beholder altså din ret til en studieplads næste år.

Du skal søge igen året efter

Hvis du har fået tilsagn om, at du bliver optaget på uddannelsen til næste år, skal du søge ind igen. På helt almindelig vis. Men i ansøgningen skal du markere, at du har fået et tilsagn om optagelse og uploade dit tilsagnsbrev. Så er du sikker på at blive optaget på uddannelsen, hvis du opfylder adgangskravene til uddannelsen.

Altid opfylde adgangskravene

Vær opmærksom på, at du skal opfylde de adgangskrav, der gælder for det år, du søger ind. Får du tilsagn i 2016 om optagelse i 2017, skal du opfylde de adgangskrav, der gælder for 2017.

Du kan godt springe fra

Du er ikke bundet af dit tilsagn fra uddannelsen. Bliver du i tvivl, om det er den rigtige uddannelse, står det dig helt frit for at søge andre uddannelser og prioritere dem højere end den uddannelse, du har tilsagn til. Og du kan også vælge helt at undlade at benytte tilsagnet.

Men du kan ikke gemme dit tilsagn. Det gælder kun ved optagelsen året efter, at du fik standby-pladsen.

Der er altid ledige pladser på andre uddannelser

Når alle ansøgere har fået besked, om de er optaget på en uddannelse, vil en del uddannelsessteder stadig have ledige pladser.

Fra d. 28. juli kan du se, hvilke uddannelser, der har ledige pladser på Uddannelses- og forskningsministeriets hjemmeside.

Tjek også uddannelsernes egne hjemmesider og se, hvordan du søger en ledig plads.

Du kan læse mere om standby-pladser på ug.dk