- Uddannelse
- Studievalg
- Emma: Følg din mavefornemmelse, når du skal vælge uddannelse
Emma: Følg din mavefornemmelse, når du skal vælge uddannelse
Jeg var rigtig bange for alle de fravalg, jeg skulle træffe. Jeg havde følelsen af, at når jeg traf mit endelige studievalg, så valgte jeg også en masse spændende ting fra. Det gjorde mig rigtig usikker. Hvad nu hvis jeg fortrød? Læreruddannelsen var jo bare én af de uddannelser, jeg synes lød spændende. Det havde jeg svært ved at acceptere.
Få mere inspiration i e-bogen: Den ultimative guide til dit studievalg
Tvivlen var som en vægtskål
Det er svært at beskrive, hvordan tvivlen føltes. Det var som om, at jeg gik frem og tilbage på en vægt. Den ene dag var jeg glad og havde besluttet mig for, at nu gør jeg det. Jeg tænkte ”yes!”. Næste dag kom tvivlen igen, for så hørte jeg om en anden uddannelse, der også virkede interessant, og så tænkte jeg, om jeg egentlig hellere ville det. De dage hvor jeg var i tvivl, kunne jeg tydeligt mærke, at jeg ikke var lige så glad, som de dage, hvor jeg følte, at jeg havde besluttet mig. Der havde jeg ro i maven og følte mig tryg.
Svært at slippe tvivlen
Jeg tror tvivlen er generel i livet. Man kan for evigt gå og være i tvivl. Selvom jeg har truffet mit valg, kan jeg stadig blive i tvivl, om det nu var det rigtige. Jeg tror aldrig helt, jeg vil slippe tvivlen.
Mavefornemmelsen var afgørende
Jeg kunne mærke, at min mavefornemmelse var rigtig, fordi jeg var stolt af at skulle fortælle, at jeg havde søgt ind på læreruddannelsen. Jeg tror, det er den rigtige mavefornemmelse for dig, hvis du har lyst til at fortælle om dit valg. For mig var det vigtigt, at jeg kunne mærke, at det var noget jeg glædede mig til. Mavefornemmelsen var afgørende for mit valg.
Læs også: Find den rigtige uddannelse – 6 konkrete forslag til dig
Hent hjælp hos de studerende
Jeg snakkede med nogen, der allerede gik på uddannelsen. De fortalte mig om, hvordan hverdagen på studiet er, og hvilke opgaver de lavede. På den måde kunne jeg mærke, om det var noget, jeg kunne identificere mig med. For mig var de studerende den vigtigste kilde til at få et indblik i studiet.
Tving dig selv til at vælge
Jeg sagde til mig selv, at nu er det på tide, at jeg beslutter, hvad jeg vil. Jeg er nødt til at træffe et valg. Jeg tvang ligesom mig selv til det. Jeg var stadig i tvivl, men jeg besluttede mig for, at nu er det læreruddannelsen, jeg går med. Jeg besluttede mig for, at det var det rigtige for mig. Det var afgørende for mig, at jeg tvang mig selv til at fokusere på de gode ting, mit valg førte med sig, frem for at fokusere på alle fravalgene. Det havde stor indflydelse på, at jeg kunne slappe af i beslutningen.
Hvis du giver dig selv lov til at gå og være i tvivl og vakle mellem flere forskellige valgmuligheder, kan du blive ved med at gå og vente på, at du bliver klar til at træffe beslutningen. Jeg tror, det er vigtigt, at sige til sig selv, at nu gør du det.
Læs også: Træf studievalget med ro i maven: 8 gode råd
3 gode råd
Hvis jeg kunne give tre gode råd til mig selv, da jeg stod og var i tvivl, ville det nok være disse:
1. Træk vejret og brug din mavefornemmelse til at mærke efter, hvad det egentlig er, du vil.
2. Lav et par for og imod lister over det du overvejer. Det får dig til at tænke over, hvad du egentlig vægter højest.
3. Tal med nogen, der læser uddannelsen i forvejen. De kan give dig det mest realistiske billede af, hvad du kan forvente.